Fredag, 9 juli, 2010 - 11:24

Af Frank Hvam, komiker. Bragt i Berlingske Tidende fredag den 9. juli 2010.

Frank Hvam: Bag Hovedbanegården lå Café Dugnad - et sted for Vesterbros narkomaner. Nu er caféen blevet nødt til at lukke, fordi Københavns Kommune stiller umulige krav om pusherfrie zoner og at ingen tager stoffer på toilettet.

Kære Københavns Kommune

En café gjorde en forskel. Og nu har I sgu’ lukket den. Så er der igen narkomaner i min lyskasse. Engang var der mange, så var der få, nu er der mange igen. Hvordan gik det lige til? Det er oftest søde og rare mennesker, der sidder i lyskassen eller på trappen til hoveddøren. De hilser pænt og undskylder. Mange af dem har set Mandrilaftalen og Langt fra Las Vegas og synes, jeg er en helt i orden fyr – og det nyder jeg – og har af samme årsag svært ved at blive sur. Til gengæld nyder jeg ikke at se mennesker med bukserne om anklerne stikke sig i låret eller skridtet på jagt efter en brugbar åre. Ind imellem sidder de i deres egen afføring – ja, der skides i lyskassen, på fortovet eller elegant i ly bag en bil – jeg har sågar set en ferskenbakke brugt til formålet. Jeg er ikke den store menneskekender, men det må siges at være udtryk for en ret desperat situation. Lokale folk med overskud (ikke mig, jeg kigger bare) har i årevis prøvet at gøre noget for Vesterbros narkomaner inden for rammerne af den voldsomt idealistiske danske narkolovgivning. Der er oprettet sundhedsrum, og narkomanerne bliver hjulpet på gadeplan med nye kanyler og gamle sår. Og indtil for en uge siden havde stofmisbrugerne også en dejlig café. Caféen hedder Café Dugnad og er drevet af ildsjæle, som ønsker at gøre Vesterbro til et rarere og mere værdigt sted for alle. Her får stofmisbrugerne et måltid mad og en snak med almindelige mennesker under ordentlige forhold. Ind imellem forlyder det, at en narkoman fixer i ro og fred på caféens toilet – ind imellem kigger en pusher også forbi – uha.

Og ved I hvad, Københavns Kommune? Det har faktisk hjulpet. Caféen gjorde det for Vesterbro, som hverken penge, sure bemærkninger, afspærrede kælderskakter eller politi nogensinde har kunnet gøre – den fjernede narkomanerne fra min lyskasse. Én enkelt lille café gjorde udslaget. Da caféen åbnede, forsvandt det friske blod på trappestenen, og vores vicevært på 60 år brugte ikke længere sit otium på at samle skrald og tyvekoster op fra kælderskakter. Nyankomne turister, der tilfældigvis forvilder sig ud på bagsiden af Hovedbanegården, ser ikke nødvendigvis længere en kvinde stikke sig i skridtet. Et syn, som brænder sig fast på turisters nethinde, og som ikke alverdens penge og tiltag fra Wonderful Copenhagen kan fjerne igen. Om et par år er Den Lille Havfrue glemt, men billedet af kvinden, der stikker sig selv i fissen står knivskarpt. Og så tør jeg slet ikke gætte på, hvordan kvinden selv har det med det. Alt det er blevet bedre de sidste par år, lige indtil for 14 dage siden, hvor caféen blev lukket og Vesterbro slået tilbage til square one . Nu hersker kaos igen – i hvert fald set fra min lejlighed.

De meget pragmatiske og afslappede forhold på café Dugnad er faldet jer på Københavns Rådhus for brystet. Kommunen kræver, at caféen sørger for, at ingen fixer på toilettet. De kræver også, at caféen sammen med politiet opretholder en pusherfri zone. Det er krav, som intet dansk fængsel – eller diskotek for den sags skyld - kan honorere, så folkene bag Café Dugnad, der nægter at holde døren på klem til toilettet, når der er gæster, ser ingen grund til at fortsætte. Derfor blev caféen lukket for et par uger siden, og dagen efter sad der 10-15 narkomaner i lyskasserne på bagsiden af Hovedbanegården som i gamle dage. Jeg vil ikke jage dem væk eller ringe til politiet, for hvor skal de mennesker gå hen? Hen til naboens lyskasse?

Vesterbro bliver aldrig et sted, hvor man kan gå barfodet. På Vesterbro kan man træde på en kanyle, i Jylland kan man blive bidt af en hugorm – sådan er det bare. Men der er vel ingen grund til at gøre situationen mere rædselsfuld end højst nødvendigt? Københavns Kommune vil sikkert sige, at de i årevis har arbejdet for et fixerum, men at regeringen siger nej – og det er ligeså rigtigt som regeringens beslutning er dum. Men i den situation er I på Københavns Kommune, som jo kender virkeligheden på Vesterbro, forpligtet til ikke at være nidkære, men i stedet pragmatiske. Hvad skal det regelrytteri til for? Caféen kører til gavn for alle og har haft et rigtig godt samarbejde med Københavns Politi. Hvorfor skal I så stikke en principiel, ideologisk og smålig pind i hjulet? Den café skal genåbnes nu, ellers begynder jeg at sende narkomanerne i min lyskasse med taxa op på rådhuset, så kan de fixe i jeres hall – under ordentlige og værdige forhold. Det synes jeg snart alle fortjener.

Social Iværksætter
Michael Lodberg Olsen

Initiativtager til: Sexelancen - et sikkert sted for Sexarbejdere. Forening for Bæredygtig Pant - fagforening for pantsamlere, Danmarks første Fixerum - Fixelancen, Cafe DUGNAD og Sundhedsrum for stofbrugere på Vesterbro, førstehjælps-organisationen for stofbrugere Antidote Danmark, gademagasinet om stoffer - ILLEGAL! Magasin, Gademagasinet om minoriteter Stradá m.fl.

Om Michael Lodberg Olsen
Foredrag + hjælp til innovation
Presse


Social Innovation er udvikling af nye - og bedre - måder at håndtere komplekse sociale spørgsmål. Ofte i x-feltet mellem brugere, fagligheder og netværk eller mellem civilsamfundet, offentlige og private organisationer.

Social Iværksætter er en person der udvikler og handler indenfor social innovation.